Hvis man er 6-7 år, kan man starte som mikro'spejder. Faktisk kan man starte til spejder i alle grene, vi har ingen krav om, at man skal have været i en bestemt gren, før man starter i en anden gren – man skal bare starte i den gren som passer til ens alder.
Som mikro lærer du at bruge dine sanser og naturen. Vi laver opgaveløb i skoven, kigger på dyrespor, arbejder med kort og kompas og øver os i at binde knob og i at bruge kniv. Du lærer naturen at kende ved at lytte, se, røre og smage på spændende sjove og skøre ting. Vi er så vidt muligt ude på hvert mikromøde.
Vi har spejderhytten som vores faste tilholdssted. Her findes det udstyr og de ting spejderne har samlet, og som vi alle sammen bruger. Ved spejderhytten bruger vi en del tid på at lege, lave spejderaktiviteter, høre og fortælle historier og der er altid en eller flere voksne tilstede på mikromøderne.
Vi tager også på små hytte-, shelter- og teltture med 1-2 overnatninger og selvfølgelig på sommerlejr, som tit er med 3-5 overnatninger og typisk ligger i Bededagsferien eller i uge 27.
Tit er vi også sammen med spejderne fra de andre grene i 2. Randers Dronningborg eller sammen med mikrospejdere fra andre grupper.